Menighedsrådets visionsarbejde

Menighedsrådets drøftelser om mål og visioner: en vigtig støtte for kontaktpersonen i dennes daglige arbejde

Kontaktpersonen har personaleansvaret som menighedsrådets repræsentant. For bedst muligt at kunne støtte kontaktpersonen i det daglige arbejde med  personaleansvar er det vigtigt med nogle klare rammer og nogle klare mål eller visioner at arbejde efter. I sognene kan man blandt andet bruge målrettet kompetenceudvikling til at gøre rammerne og målene klare. Det kan også være, at menighedsrådet vælger at lave en visionsdag.

Lise er kontaktperson i et mindre landsogn i Jylland og fortæller:
”For et år siden gennemførte vi en visionsdag. På dagen deltog en ekstern konsulent, som hjalp os gennem drøftelser af både visioner om sognets udvikling og om de forskellige forståelser og indgangsvinkler, der er til arbejdet i menighedsrådet.” På mødet nåede menighedsrådet omkring drøftelser omkring kirkens videre udvikling. Det blev ikke formuleret som egentlige mål. Men drøftelserne gav alligevel en vigtig fornemmelse af den retning, menighedsrådet ønsker at sognet bevæger sig i.

For eksempel kom menighedsrådet ind på muligheden for, at sognet anvendte en ’kirkepilot’. En kirkepilot kan hjælpe nogle af de unge mennesker i lokalområdet, der har det vanskeligt. En kirkepilot kan samtidig gøre kirken mere synlig i lokalområdet og være med til at opfylde en anden vision, som menighedsrådet har drøftet: at blive bedre til at fortælle den gode historie.

En god hjælp for kontaktpersonen
Sådanne drøftelser og konkretiseringer af visioner giver arbejdet i menighedsrådet retning. For kontaktpersonen er den en vigtig støtte i det videre arbejde. Lise kunne for eksempel bruge det til at komme videre med at klarlægge,  hvilke kompetencer en kirkepilot skal have? Det kan også være i forhold til, hvordan en kirkepilot skal indgå i samarbejde med de øvrige medarbejdere. Hvordan får man for eksempel formidlet den gode historie i forlængelse af kirkepilotens arbejde?

Og et godt input til brug for MUS samtaler
Lise bruger også drøftelserne på visionsdagen til at gå videre med menighedsrådets ønske om at udvikle deres arbejde med at fortælle den gode historie. Det bliver klart for alle i menighedsrådet, at de faktisk har så meget at byde på, at de kan blive endnu bedre til at formidle det. I det år der følger, bliver dette blandt andet taget op i MUS-samtaler med flere af medarbejderne: Hvordan kan vi blive endnu bedre til at fortælle de gode historier? Har vi de rette kompetencer og så videre? Hvordan kan vi hjælpe hinanden og organisere arbejdet med at formidle de gode historier?

Visionsdagens drøftelser var derfor også med til at give MUS-samtalerne et konkret indhold: Lise siger generelt om visionsdagen: ”Når jeg som kontaktperson skal varetage mit ansvar for personalet er det en vigtig støtte at have haft disse drøftelser i menighedsrådet.” Lise fortæller videre, at de har anvendt redskaberne i målrettet kompetenceudvikling.”’Vi har for nyligt brugt de redskaber, som er udviklet i forbindelse med målrettet kompetenceudvikling. Processen blev som ventet meget lig den, vi gennemførte omkring vores visionsplan for et år siden. Det ser jeg som en styrke.” 
Lise tilføjer, at hun vurderer, at det vil være en rigtig god idé at tage sådanne drøftelser, når et nyt menighedsråd er blevet etableret. ”Det er vigtigt, at kontaktpersonen har det siddende menighedsråds visioner og mål som rammer for sit arbejde.”


» Hent inspiration i materialerne Forberedelsesskema - menighedsråd og Drejebog - menighedsråd under "Redskaber".