Planlægning af kompetenceudvikling

Medarbejderudvikingssamtaler giver et godt grundlag for at vurdere, hvad der er vigtigt at sætte i værk. Det gælder om at kombinere sognets målsætninger med medarbejdernes ønsker og behov for kompetenceudvikling og vælge de læringsformer, der er mest velegnede. Ofte vil der være rigtigt mange ting, der spiller ind på valget:

• Hvad er den bedste form til at lære lige netop den bestemte kompetence/færdighed, som medarbejderen ønsker?
• Hvordan tilrettelægges kompetenceudviklingen, så uddannelsesønsker og økonomi går op i en højere enhed på langt sigt?

F.eks. kan det handle om, at sognet står over for sammenlægning med et andet sogn. I den forbindelse ønsker sognet – sammen med det andet sogn – at sætte fokus på kommunikation og samarbejde. Flere medarbejdere ytrer ønsker om andre tiltag for kompetenceudvikling: en kordegn vil gerne blive bedre til økonomi og bogholderi. En graver ser ud til, på længere sigt, at skulle overtage flere planlægningsopgaver og ønsker derfor udvikling af ledelseskompetencer. En langsigtet planlægning kan hjælpe med at imødekomme de mange forskellige behov og ønsker bedst muligt: Det kan være, at ovenstående behov og ønsker kan imødekommes gennem tilrettelæggelse af uddannelse og træning om samarbejde og kommunikation med det sogn, der skal ske sammenlægning med. Det kan også være, at graveren kan gennemgå et lederudviklingsforløb, som er opdelt over flere moduler, så økonomi og praksis-læring gør det til en robust træning. En træning, der samtidig tager hensyn til de økonomiske rammer. Endelig kan det være, at kordegnen kan gennemgå kompetenceudvikling inden for økonomi og bogholderi gennem sidemandsoplæring hos nabosognet. Det kan tilrettelægges, så forløbet også indeholder en plan for den fremtidige opgave- og arbejdsfordeling, når sammenlægningen er gennemført.

Det er dit ansvar som kontaktperson at træffe beslutning og få igangsat kompetenceudvikling i praksis.

» Under "Redskaber" kan du hente inspiration til at igangsætte dialoger om læringsarenaer og lignende.

» Under "Medarbejderudviklingssamtaler" kan du få hjælp.

» Under "Kurser og uddannelser" finder du desuden et vigtigt redskab til at foretage konkret planlægning af kompetenceudvikling for medarbejderne, når det netop er kurser og uddannelse, der er behov for.