Kordegn

Jobbet som kordegn er alsidigt og man kommer i kontakt med mennesker fra alle samfundslag.

En af kordegnenes kerneopgaver er grundregistrering, dvs. personregistrering af fødsel, navn samt dødsfald og ganske mange indbyggere i sognet får deres første - og ofte også eneste - kontakt med folkekirken ved mødet med kordegnen. Kordegnens opgave er også at registrere dåb, konfirmation, vielse, kirkelig velsignelse, medlemskab samt begravelse i den elektroniske kirkebog.  I samme forbindelse er attestudstedelse også en del af dagligdagen. Kordegnen er tillige den lokale myndighed i de fleste forhold vedrørende navneændring og træffer afgørelse i navnesager. Generel rådgivning vedrørende disse forhold er også en stor del af jobbet og stiller krav om evner til god og fyldestgørende borgerservice.

Kordegnen passer den offentlige åbningstid på kirkens kontor, hvor sognets borgere telefonisk eller personligt kan henvende sig vedr. f.eks. bestilling af dåb, vielse og begravelse.

Mange kordegne har opgaven som regnskabsfører for menighedsrådet, og betaler regninger, behandler bilag, er sognets lønansvarlige samt laver udkast til årsregnskab og budget. For nogle kordegnestillinger er regnskabsføreropgaven den eneste opgave for kordegnen.

Kordegnen er sekretær for menighedsrådet og dets underudvalg. Som regel er det kordegnen, der udsender dagsorden samt fører beslutningsreferat under rådets møder. Hertil kommer andre sekretæropgaver som brevskrivning, arkivering, udarbejdelse af statistik m.m. Kordegnen styrer sognets kalender og f.eks. tilmelding til studiekredse, udflugter, babysalmesang mv. Ofte deltager kordegnen aktivt i sognets aktiviteter, såsom uddeling af midler til trængende i sognet året rundt og styring og klargøring af juleuddeling. I disse forbindelser møder kordegnen også de svageste beboere i sognet, og der stilles krav om evne til på ordentlig måde at omgås mennesker fra alle samfundslag og nationaliteter.

Nogle steder udnævnes kordegnen til på rådets vegne og med passende beføjelser at udøve funktionen som daglig leder for de ansatte ved kirken.

Vedligeholdelse af sognets hjemmeside samt andre PR-opgaver kan være en opgave for kordegnen. Som eksempel kan nævnes foldere, salmeark, avisannoncer samt annoncering af gudstjenester.

Kordegnen deltager også i kirkelige handlinger. Under gudstjenester læser kordegnen ind- og udgangsbøn, medvirker ved uddeling af nadver samt er præsten behjælpelig under hele gudstjenesten. Det er kordegnen, der sørger for udfærdigelse af den kommende uges meddelelser.  Nogle steder medvirker kordegnen ved dåbsgudstjenester, spaghettigudstjenester, babygudstjenester, vielser og begravelser.

Du kan se en video med kordegn Camilla Toldi Bugge ved at trykke her.