Q1 Hvilke regler og retningslinjer skal overholdes i forbindelse med aktiviteter i folkekirken og andre trossamfund?
A1 Pr. 1. september 2021 gælder der ikke særlige regler og retningslinjer for en ansvarlig håndtering af corona/covid-19-tiltag i folkekirken og andre trossamfund. Kirkelige handlinger og andre menighedsaktiviteter kan således arrangeres og afvikles uden særlige begrænsninger. Sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger bør dog stadig følges.

Sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om forebyggelse af smittespredning opdateres løbende og kan findes her.

Det er et lokalt ansvar at sikre, at afvikling af aktiviteter i praksis sker efter sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Arbejdsgiverne opfordres til inddragelse af medarbejderne i planlægning af de konkrete tiltag. Arbejdsgiverne skal som led i samarbejde om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen inddrage medarbejdere i planlægningen af konkrete tiltag med betydning herfor. Hvor der findes en arbejdsmiljøorganisation på institutionen, skal det ske med inddragelse af denne.

Arbejdstilsynet vejleder endvidere arbejdspladserne. Arbejdstilsynets informationsmateriale kan findes her.

Danske myndigheder har på https://coronasmitte.dk/samlet information om corona/COVID-19.


Q2 Skal der anvendes coronapas i folkekirken og andre trossamfund?

A2 Der har ikke på noget tidspunkt været krav om at vise coronapas ved gudstjenester eller kirkelige handlinger i folkekirken og andre trossamfund.

I perioder har der været krav om forevisning af coronapas ved større menighedsaktiviteter i øvrigt samt ved indendørs sommerlejre. De sidste af disse krav er ophævet pr. 1. september 2021.

Der skal således ikke vises coronapas i folkekirken og andre trossamfund

 

Q3 Må man foretage live-transmission / live-streaming fra gudstjenester, hvortil der er offentlig adgang?

A3 Folkekirkens gudstjenester er offentlige, jf. § 16, stk. 1 i lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m., og ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal de anvisninger, som gives af præsten, efterkommes, jf. samme lovs § 18, stk. 2.

Menighedsrådet kan beslutte, at gudstjenester, hvortil der er offentlig adgang, kan live-transmitteres i form af live-streaming (dvs. transmitteres samtidig med at de foregår, og på en sådan måde, at de ikke kan ses igen / ikke kan ses forskudt fra det tidsrum, de rent faktisk finder sted). Hjemlen hertil findes i databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, og i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e) om behandling som er nødvendige af hensyn til varetagelse af væsentlige samfundsinteresser.

Live-streaming af gudstjenester hvortil der er offentlig adgang, kan gøre det lettere for interesserede at overvære gudstjenester.

Live-streaming af gudstjenester kan bl.a. imødekomme hensynet til personer, der f.eks. har svært ved at bevæge sig rundt pga. sygdom eller handicap, eller personer med øget risiko for at blive alvorligt syge med COVID-19.

Datatilsynet har tidligere udtalt, at hvis menighedsrådet beslutter live-streaming fra gudstjenester med offentlig adgang, skal man huske:

  • Opsæt tydelig skiltning ved indgangen om at gudstjenesten live-streames, så kirkegængere får mulighed for selv at vælge, om de vil deltage i gudstjenesten, herunder nadverhandlinger
  • Oplys tydeligt, om der er områder af kirkerummet hvorfra der ikke live-streames, så kirkegængere der ikke ønsker at kunne ses, evt. kan placere sig i disse områder
  • De ansatte ved kirken bør høres, inden menighedsrådet beslutter, om der skal foretages live-streaming
  • Hvis der til gudstjenester med offentlig adgang er dåbshandlinger, bør faddere og dåbsvidner forinden som minimum gives klar og tydelig information om at der foretages live-streaming
  • Ved dåbshandlinger er det nødvendigt at den døbte (for små børn forældremyndighedens indehaver) meddeler skriftligt samtykke til livetransmission af selve dåbshandlingen. Samtykket skal opfylde de formelle krav i databeskyttelsesforordningens artikel 7.

En bisættelse eller en anden kirkelig handling, der ikke finder sted i forbindelse med en gudstjeneste hvortil der er offentlig adgang, er i udgangspunktet privat, og fotografering, videooptagelse eller streaming er ikke en del af den kirkelige handling.

Et menighedsråd bør derfor ikke være initiativtager til eller forestå fotografering, videooptagelse eller streaming til sådanne kirkelige handlinger, hvortil der ikke er offentlig adgang.

I det omfang de pårørende ved f.eks. en bisættelse eller begravelse har et ønske om, at der fotograferes, videooptages eller streames fra den kirkelige handling, skal dette aftales med præsten, der har ansvaret for forløbet af den kirkelige handling. Fotografering eller videooptagelse i kirken ved sådanne lejligheder må kun finde sted med præstens samtykke, og præstens anvisninger skal i givet fald efterkommes.

Tilsvarende gælder ved andre kirkelige handlinger, hvortil der ikke er offentlig adgang.

Når pårørende, gæster eller deltagere i en kirkelig handling selv forestår fotografering, videooptagelse eller streaming af den kirkelige handling, er det de pågældendes eget ansvar at sørge for overholdelse af gældende regler om persondatabeskyttelse m.v.

 

Q4 Kan møder i menighedsråd, provsti- og budgetudvalg, budgetsamråd og stiftsråd afholdes som video- og telefonmøder?

A4 Nej. Den særlige mulighed for – i lyset af corona-restriktionerne – at kunne afholde formelle møder som video- eller telefonmøder er ophævet fra 1. september 2021.

Hverken menighedsråd, et udvalg under menighedsrådet eller provstiudvalg, budgetudvalg eller stiftsråd kan fra således beslutte at afholde formelle møder  at som video- eller telefonmøde.

 

Q5 Kan menighedsråd, provsti- og budgetudvalg m.v. behandle sager i skriftlig procedure frem for på et møde?

A5 Nej. Hverken menighedsrådsloven eller lov om folkekirkens økonomi giver mulighed for skriftlig behandling af dagsordenspunkter.

 

Q6 Skal du møde på arbejde, hvis du ikke føler sig rask, og mener at have symptomer på corona/COVID-19, men ikke er diagnosticeret?

A6 Regeringen har senest i januar 2021 opfordret til skærpet opmærksomhed på, ikke at gå på arbejde med symptomer.

Hvis du har typiske symptomer på COVID-19 med ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, tør hoste og feber, skal du derfor sygemelde dig og blive hjemme, indtil du er rask. Du skal følge den retningslinje for sygemelding, som din arbejdsgiver har givet. Se mere om symptomer på www.coronasmitte.dk.

 

Q7 Skal du møde på arbejde, hvis du er i øget risiko for alvorlig sygdom ved smitte med ny corona/COVID-19, eller hvis du deler husstand med én, som er i øget risiko herfor?

A7 Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anbefaler, at arbejdsgiver går i dialog med medarbejdere, der ikke møder på arbejde, fordi medarbejderen er i øget risiko eller er pårørende til en person, der er i øget risiko.

Hvis medarbejderen kan arbejde hjemmefra, anbefales det, at arbejdsgiveren overvejer, om det er nødvendigt, at medarbejderen møder på arbejdspladsen. Herunder bør det overvejes, om arbejdet kan tilrettelægges på en måde, som understøtter muligheden for at arbejde hjemmefra.

Hvis medarbejderen ikke kan arbejde hjemmefra, har medarbejderen mulighed for at søge om ulønnet orlov. Det er arbejdsgiver, som træffer beslutning om, hvorvidt ønsket kan imødekommes. Herudover bør arbejdsgiver gøre medarbejderen opmærksom på, at det vil kunne få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis arbejdsgiver vurderer, at medarbejderen ikke længere er i stand til at varetage sin stilling, når medarbejderen ikke møder på arbejde.

 

Q8 Skal du møde på arbejde, hvis du deler husstand med én, der er konstateret syg med corona/COVID-19?

A8 Deler du husstand med en, der er testet positiv for corona/COVID-19, skal du orientere din arbejdsgiver og blive hjemme, og sørge for at bestille tid til selv at blive testet. Indtil du har fået svar på testen, bør du gøre følgende:

  • Gå i selvisolation
  • Vær særlig opmærksom på hygiejne og rengøring
  • Sørg for at blive testet.

For at blive testet skal du kontakte Coronaopsporing på tlf. 32 32 05 11 (tast 2) for at blive henvist til 2 tests.

Du kan se mere detaljerede oplysninger om bl.a. tests og hvordan du skal forholde dig til svar på test m.m. i Sundhedsstyrelsens pjece: Til dig, der er en nær kontakt til en person, der er smittet med ny coronavirus.

Q9 Hvordan skal arbejdsgiver forholde sig til medarbejdere, som ikke kan møde på arbejde, fordi de er nødsaget til at blive hjemme og passe et hjemsendt barn grundet smitterisiko med corona /COVID-19?

A9 Henset til den særlige situation med corona/COVID-19 bør arbejdsgiver tage hensyn til, at medarbejderen kan have vanskeligt ved at arbejde på normal vis fx pga. børnepasning.

Arbejdsgiver bør indgå i dialog med medarbejderen, og hvis medarbejderen kan løse sine opgaver hjemmefra opfordres hertil. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen opfordrer i den forbindelse til, at omlægning af arbejdstiden inden for normperioden sker under hensyntagen til den enkelte medarbejder og inden for rammerne af en god og fornuftig personalepolitik.

Hvis medarbejderen ikke kan arbejde hjemmefra, anbefales det, at arbejdsgiveren imødekommer et evt. ønske fra medarbejderen om at afvikle optjent frihed eller omsorgsdage, alternativ kan der gives tjenestefri uden løn. Arbejdsgiveren kan også beslutte, at der godskrives timer, som ikke er præsteret. Hvis der gives tjenestefri uden løn, fordi den ansatte ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, bør arbejdsgiver gøre den ansatte opmærksom på, at barselsloven under visse betingelser giver forældre til børn under 14 år ret til dagpenge. Læs hvornår der er ret til dagpenge efter barselsloven her.

 

Q10 Hvad skal man gøre, hvis en ansat, en frivillig eller en besøgende udviser symptomer på at være smittet med corona/COVID-19?

A10 Generelt påhviler det menighedsrådene og de andre trossamfund at have følgende beredskab for håndtering af ansatte, frivillige og besøgende med symptomer på corona/COVID-19:

  • Er den ansatte, den frivillige eller den besøgende mødt op, sendes vedkommende hjem.
  • Rengøring af eventuelt arbejdsplads iværksættes, hvis der er tale om en ansat eller en frivillig.
  • Selvisolation er ikke nødvendig for andre, som har haft nær kontakt til personen, hvis denne ikke er testet positiv, og derfor er det ikke nødvendigt at orientere eventuelle øvrige kolleger eller frivillige.


Q11 Hvad skal man gøre, hvis en ansat, en frivillig eller en besøgende er testet positiv for corona/COVID-19?

A11 Generelt påhviler det menighedsrådene og de andre trossamfund at have følgende beredskab for håndtering af ansatte, frivillige og besøgende som er testet positiv for corona/COVID-19:

  • Rengøring af eventuel arbejdsplads iværksættes, hvis der er tale om en ansat eller en frivillig.
  • Den ansatte, den frivillige eller den besøgende bliver uafhængigt af kirken eller trossamfundet kontaktet af Coronaopsporing (i Styrelsen for Patientsikkerhed), som hjælper med kontaktopsporing.
  • Ansatte og frivillige kan eventuelt sammen med deres nærmeste leder (kontaktperson eller lignende) hjælpe med at identificere, om der er kolleger, andre frivillige eller eksterne parter (fx mødedeltagere), som kan kategoriseres som ”nær kontakt” – ellers foregår dette i regi af Coronaopsporing.
  • På arbejdet vil nære kontakter typisk være kolleger, andre frivillige eller mødedeltagere, defineret ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer for nære kontakter.

Nære kontakter vil blive ringet op af Coronaopsporing. Arbejdspladsen kan dog med den ansattes,  den frivilliges eller den besøgendes samtykke orientere de relevante personer, og eventuelt sende dem hjem.  
 

Q12 Hvordan skal menighedsrådet forholde sig til ansatte, som skal testes for Covid-19?

A12 Hvis en ansat skal testes for Covid-19 i medfør af lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19 m.v., skal test af den ansatte så vidt muligt gennemføres i dennes sædvanlige arbejdstid. Du kan finde lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19 m.v. her.

Hvis en ansat skal testes for Covid-19 som følge af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne, bør testen som udgangspunkt afvikles uden for arbejdstiden. Hvis dette ikke er muligt, opfordrer Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til, at menighedsrådet udviser fleksibilitet under forudsætning af, at fraværet søges placeret til mindst mulig gene for arbejdsstedet. Den ansatte vil som udgangspunkt ikke have ret til løn under fraværet. Hvis en ansat skal testes for covid-19 af tjenstlige årsager, fx hvis det er nødvendigt i forbindelse med en tjenesterejse, vil den ansatte som udgangspunkt kunne registrere dette som arbejdstid. Test som følge af tjenstlige årsager skal være sagligt begrundet.

 

Q13 Kan menighedsrådet opfordre ansatte, til at lade sig teste for Covid-19, og kan dette registreres som arbejdstid?

A13 Menighedsrådet kan opfordre de ansatte til at lade sig teste frivilligt uden at pålægge det. Opfordringen skal dog være sagligt begrundet i fx driftsmæssige hensyn. I vurderingen kan det indgå, om den ansatte varetager en kritisk funktion, som kræver fysisk fremmøde, hvor ofte den ansatte møder fysisk på arbejde, og under hvilke rammer arbejdet varetages, herunder om der er tæt kontakt til andre.

Menighedsrådet kan i forlængelse heraf beslutte, at ansatte, som på menighedsrådets opfordring frivilligt lader sig teste, kan registrere dette som arbejdstid. Menighedsrådet bør i givet fald sikre dokumentation for gennemførelse af test.

 

Q14 Kan planlagt frihed (fx ferie, afspadsering eller børneomsorgsdage) ændres, hvis medarbejderen ikke ønsker at afholde friheden på grund af corona/COVID-19 (medarbejderen er ikke pålagt karantæne eller sygemeldt pga. corona/COVID-19)?

A14 Medarbejderen har ikke krav på at få ændret sin allerede planlagte frihed, herunder ferie, afspadsering eller børneomsorgsdage. Arbejdsgiver og medarbejder har dog altid mulighed for at aftale, at friheden afholdes på et andet tidspunkt, hvis de kan enes herom.

 

Q15 Hvad gælder, hvis man som ansat rejser på ferie til et område, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til?

A15 Ifølge Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan en arbejdsgiver ikke nægte ansatte at holde ferie i et område, hvor Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til. Hvis en ansat rejser til et område, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til, og den ansatte bliver syg med corona/COVID-19, kan der være tale om selvforskyldt sygdom. I den situation vil der som udgangspunkt ikke være tale om lovligt forfald, og den ansatte vil ikke have ret til løn under fraværet.

Udenrigsministeriet opdaterer løbende sine anbefalinger om rejser til og fra udlandet. Du kan finde Udenrigsministeriets anbefalinger her. Hvis Udenrigsministeriet på tidspunktet for afrejse ikke fraråder ikke-nødvendige rejser til området, og anbefalingen ændrer sig, mens den ansatte er udrejst, vil fravær, der fx skyldes sygdom eller selvisolation, som udgangspunkt være lovligt forfald, og den ansatte vil have ret til løn under fraværet.

Læs også mere om regler og restriktioner ved indrejse til Danmark her.

Hvis en ansat alligevel vælger at rejse til et område, som Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til, kan arbejdsgiver nægte at modtage den ansattes arbejdskraft i perioden med selvisolation. Selvisolationen vil i så fald som udgangspunkt ikke være lovligt forfald, og den ansatte vil ikke have ret til løn under fraværet. Arbejdsgiver bør indgå i dialog med den ansatte, og hvis denne kan løse sine opgaver hjemmefra opfordres hertil. Den ansatte har krav på løn, når arbejdet varetages hjemmefra.

Det vil være en konkret vurdering, om den enkelte ansatte har lovligt forfald i de fraværssituationer, der er nævnt ovenfor.

Arbejdsgiveren kan med fordel gøre de ansatte opmærksom på ovenstående forud for afrejse eller ferieperioder.

Opdateret den 10. september 2021 som følge af ophævelse af restriktioner og anbefalinger. Opdateret den 16. juni 2021 med nye regler om mundbind og forsamlingsforbud. Opdateret den 28. maj 2021 med præcisering af de nye forsamlingsforbud og øget mulighed for fysisk fremmøde på arbejdspladser. Opdateret den 19. maj 2021 med nye Q&As om mulighed for større menighedsaktiviteter og anvendelse af coronapas. Opdateret den 6. maj 2021 med nye forsamlingsforbud og mulighed for større menighedsaktiviteter. Opdateret den 28. april 2021 i henhold til nye regler om forsamlingsforbud og arealkrav samt anbefalinger om afstand, varighed, sang og udluftning. Opdateret den 14. april 2021 med ny Q&A45 om aktiviteter på plejehjem. Opdateret den 30. marts 2021 med links til nye hjemmelsbestemmelser og opdateret Q&A17 om møder i menighedsråd m.m. Opdateret den 26. marts 2021 med præcisering af Q&A 39. Opdateret den 24. marts 2021 med nye regler om udendørs forsamlingsforbud. Opdateret den 4. marts 2021 med en ny Q31. Opdateret den 4. februar 2021 med tilpasning af Q17 og Q39 samt ny Q44. Opdateret den 8. januar 2021 med tilpasning af en række Q&As grundet nye restriktioner om blandt andet ændret arealkrav og afstandskrav. Opdateret den 27. november med ny formulering af Q&A4 om live-transmission/live-streaming fra gudstjenester, hvortil der er offentlig adgang. Opdateret den 29. oktober med nye Q&As om brug af mundbind. Opdateret den 28. oktober 2020 med bl.a. en række nye Q&As vedr. brug af mundbind eller visir. Opdateret den 26. oktober 2020 som følge af regeringens forlængelse og skærpelse af COVID-19-tiltag. 9. oktober 2020 flere forskellige steder, som følge af regeringens udmeldinger og opfordringer den 18. og den 25. september 2020, og som følge af de opdaterede retningslinjer. Opdateret den 20. august 2020 som konsekvens af ny bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19.Opdateret den 4. august 2020 med nye Q&A9 og Q&A11. Opdateret den 8. juli 2020 som følge af ændrede regler om forsamlingers størrelse i Q&A1. Desuden tilrettet formulering i Q&A4, samt tilføjelse af nye Q&A25, Q&A26 og Q&A27. Opdateret den 10. juni 2020 med helt ny version som følge af som følge af ændringer om forsamlingers størrelse og heraf særlige konsekvenser for folkekirken og andre trossamfund. Opdateret den 28. maj 2020 med ajourførte links til Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse i Q&A1, Q&A2 og Q&A23, samt ajourført regelhenvisning i Q&A23. Opdateret den 20. maj 2020 med ny Q&As om opgørelse af og afvigelse af arealkrav samt kirkelige foreninger og missionsbevægelser. Opdateret den 19. maj 2020 med præcisering og link til Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet i Q&A13. Opdateret den 18. maj 2020 med helt ny version som følge af genåbning af folkekirken og andre trossamfund. Opdateret den 13. maj 2020 med præcisering af Q&A2. Opdateret den 5. maj 2020 med en ny Q&A om aflønning af timelønnede. Opdateret den 4. maj 2020, hvor Q&A18 er udgået. Opdateret den 29. april 2020 med en tilrettet Q&A om drive-in gudstjenester. Opdateret den 24. april 2020 med præcisering af A7, nye Q&A'er om hhv drive-in gudstjenester, afstand i forbindelse med sang, samt arbejdsmiljø, inkl. anbefalinger fra Arbejdstilsynet. Opdateret den 22. april 2020 med nye Q&As om afvikling af menighedsrådsmøder m.m. Opdateret den 21. april 2020 med links til ny bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet samt tilføjelse af anbefalinger fra Arbejdstilsynet vedr. "det grønne område". Opdateret den 7. april 2020 med forlængelse af hjemsendelsen af offentligt ansatte indtil 10. maj 2020.Opdateret den 5. april 2020 på grund af en ny bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, nye regler om udskydelse af ferie samt frister for aflevering af regnskab og budget. Hidtidig Q&A 2 er udgået, ny Q&A13 tilføjet. En række konsekvensrettelser gennemført. Opdateret den 1. april med præcisering af ansatte med udendørs opgaver. Opdateret den 30. marts med nyt link til forlængelse af sundheds- og ældreministerens bekendtgørelse af 17. marts 2020 flere steder. Opdateret den 27. marts 2020 med ny Q13 om ferie, afspadsering og anden frihed.